Owncloud og NextCloud: Fra egen sky til næste og hjem igen

The early bird catches the worm. The early worm should have stayed in bed.

Jeg er ikke en first mover på mange ting, fordi det ikke virker klogt.
Jeg er ikke blind for, hvor sært det kan virke, når man tænker på, hvor mange mennesker jeg har opfordret til at være eksperimenterende Linux-brugere. Det har jeg i øvrigt et projekt i gang med at skrive om. Anyway.

Billedkilde: OwnCloud på Wikipedia

Jeg var meget entusiastisk om OwnCloud, da det blev en ting. Navnet er ret præcist. Pointen er grundlæggende, at man har et værktøj til at opbevare, dele og synkronisere filer med. I dens enkleste form giver den funktioner i stil med Dropbox, Google Drive og lignende – men selv om den er bygget med PHP, udstiller den også adgang gennem nogle standarder, så man kan tilgå filer igennem WebDAV, kalender gennem CalDAV, kontakter gennem CardDAV og så videre. Det var ikke mindst tiltalende, fordi den kunne køre på den mest banale, basale webhost, man kunna abonnere på. Det var fint. Projektet startede i 2010, og jeg var med i noget af den tidlige oversættelse til dansk. Jeg lagde det ind og brugte det – ikke til noget meget kritisk, men lagde en del dokumenter på min OC-installation og brugte det til at vide, hvor jeg havde de ting liggende, jeg ligesom havde gang i.

Billedkilde: NextCloud på Wikipedia

På et tidspunkt en række år efter skete der så et split, hvor en af de oprindelige stiftere brød ud og stiftede NextCloud. Det blev dermed den næste store ting. NextCloud fik væsentligt mere hype, og på samme måde som LibreOffice blev et spinoff med større inerti end dens ophav OpenOffice.org, så blev NextCloud mere et omdrejningspunkt. Grundlæggende var princippet det samme, men hvad der også fylder en del er de ekstra apps, som man kan tilføje og udvide funktionaliteten med. NextCloud apps er et væsentligt større udvalg end hos OwnCloud, og man gjorde fra starten en del for at få folk med. Så jeg skiftede til den i en række år.

Mislyde

Imidlertid blev jeg udfordret på NextCloud. De kommer ret ofte med nye versioner, så man bør opdatere. Og det er ikke så smertefrit, som man kunne ønske sig. Der er flere måder at gøre det på; hvis man har en server med fuld adgang, kan det gøres direkte som kommandoer på serveren, og det siges at være rimeligt robust. Da jeg jo så brugte førnævnte ret basale webhosting, måtte jeg i stedet bruge den indbyggede PHP-updater. Og den… har simpelthen fejlet mig i et bekymrende omfang. Fejlet ved at gå i stå under opdateringen, så jeg i flere omgange slet ikke kunne komme ind i den. En af mine installationer gjorde, at jeg kunne komme ind i den med forskellige apps, fordi de underliggende tjenester kørte, men jeg kunne ikke komme ind i web-brugerfladen.
Jeg kunne godt hente filerne ud ved at tilgå webserveren og trække filerne ud; men alle historikker, delinger jeg havde lavet med andre og så videre – dem måtte jeg så starte med forfra.

All that biz

Der er sket en udvikling i identiteterne omkring projekterne. OC virkede aldrig rigtigt som et entusiastprojekt, selv om vi brugte det til personlig cloud. NextCloud, derimod, slog sig op på at være et community.
Jeg er jo ikke modstander af at lave penge på projekter. Jeg er tværtimod ret nysgerrig på mulighederne for at have et åbent grundprodukt og så sælge tjenester, tilpasninger, udvidelser og integrationer til kunder. Det er en sund forretning på mig – og det siger jeg bare for at understrege, at jeg ikke er anti-business på den front. Ting kan også leve i et community, og det kan jeg godt synes om, men jeg er med på, at der kan laves driftmodeller, hvor man krydser tankesættene.

Det føles så bare, som om NextCloud meget hurtigt drev over i retning af gerne at ville være løsningen til firmaerne og de store organisationer. Der kom en del markedsføring, stock-fotos og case-demoer på. Jeg skal ikke tillægge symbolig større værdi end den fortjener, men det føles ikke som et tilfælde, at nextcloud.org redirect’er direkte til nextcloud.com.
Der er altså et business-fokus, som kan gøre én i tvivl om, hvorvidt NC holder øjet på bolden – eller vi måske ikke ubetinget er helt enige om, hvad det er for en bold, der skal holdes et øje på.
Og så er der den lille detalje jævnfør det foregående afsnit, at Ownclouds maintenance: Upgrade-dokumentation siger om den PHP-baserede updater, at This is not the recommended upgrade procedure, as builtin core upgrade scripts are error prone. Jeg ved ikke, hvor meget de har ændret sig med tiden, men jeg finder det lidt sigende, at OwnCloud indrømmer, at det måske ikke er verdens mest robuste værktøj; NextClouds Upgrade-dokumentation angiver bare, at det er en metode.

Loops

Ovenstående mislyde er ikke årsagen til, at jeg har ændret noget – det var de mange knækkede installationer. Det korte af det lange er, at jeg har blæst alt væk, der hedder NextCloud, og har geninstalleret OwnCloud! Og så har jeg i øvrigt holdt fast i ikke at installere en masse udvidelses-apps. Mange af dem er fikse, men det føles også, som om de tilføjer ekstra fejlkilder og kompleksitet til tingene. Jeg indrømmer gerne, at jeg var imponeret over NextCloud Talk, for eksempel – et værktøj, der kunne bruges til chat og lyd- og videoopkald, hvor man kunne droppe ting ind fra sin NextCloud-installation, oprette brugere på platformen, samarbejde om projekter og så videre.
Men jeg er blevet vaccineret for nu. Det virker ikke med de hosting-muligheder, jeg har nu.
Så jeg har min OC-installation; har opgraderet den flere gange uden udfald; bruger den til at opbevare en bunke dokumenter og billeder på, som jeg skal bruge i forskellige sammenhænge – og det er alt sammen fint. Jeg har også koblet den op på Joplin, som jeg bruger til at tage noter på, og som kan synkronisere direkte ind i OwnCloud, så dokumenterne er synkroniseret op på mine computere, telefon og tablet.

Så ja, der har været en fuld cyklus med forundring og en del skuffelser.
Jeg er ikke i tvivl om, at NextCloud er et robust produkt under de rette omstændigheder, og måske omlægger jeg mit systemlandskab på et tidspunkt. Men for nu er jeg tilbage på OwnCloud, og på mange måder er det et behageligt gensyn, selv om den kan virke mere spartansk. Som navnet siger: Den er min egen sky, og sådan skal det være.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *