Et indlæg om ChatGPT mindede mig om ELIZA, den gamle chatbot. Den gjorde ikke så meget andet mere end at sige “interessant, sig mere om det” – men det er selvfølgelig også ofte det, der er brug for.
Man skabte begrebet ELIZA-effekten om den reaktion, hvor man tillægger computeren de personlige træk.
Læs om ELIZA-effekten på Wikipedia.
Indledende: Min telefon foreslog teething i stedet for retninger. Når jeg tænker på dengang børnene var ved at få tænder og hele tiden havde et generelt murrende, underliggende ubehag, mens tingene var ved at finde deres form, var det en tankevækkende reference for MitID, kongerigets smertensbarn.
Digitaliseringsstyrelsen kom med en pressemeddelelse om MitID i forgårs, 2. juni. Der introduceres nogle nye ideer med app’en, som jeg er stille og roligt mere positiv over, med et par enkelte forbehold.
Som jeg læser det er ønsket i højere grad at koble MitID-godkendelsen til den handling, man faktisk er i gang med. Så i stedet for at man laver et kald på en tjeneste og derefter går ind i MitID-app’en, som så venter på brugerens velsignelse. I den nye form kalder man på mobilenheder MitID-godkendelsen med en knap på siden, man skal godkende fra, eksempelvis borger.dk – for brugeren tættere på oplevelsen fra NemID, som mange har savnet, også jeg. Hvis man skal lave godkendelsen på en computer, så vil hjemmesiden med den aktuelle tjeneste vise en QR-kode, som man kan scanne til godkendelse med sin telefon.
Der er et par forbehold, som jeg ser det ved første gennemløb. Det ene er af rent praktisk-teknisk karakter. En stor del af diskussionen om digitalisering handler om fritagelse. Men det, der er prioriteringen, er at folk ikke lades i stikken af den. Og lige her bliver jeg nødt til at sige, at selv om det efterhånden er en ret veletableret teknologi, så er QR-koder bæ. For dig og mig? Ikke for mig med min snappy, kamera-velbestykkede OnePlus 10 Pro. Men hvis man ikke lige har det, der får én til at gå ud og droppe NOGLE tusinde kroner på en mobilenhed med lidt regnekraft og et kamera med ordentligt fokus, så er det skib sejlet. Jeg har tidligere haft min tablet, en mellempris-Lenovo, som en af mine NemID-enheder, og den kan hverken trues eller bestikkes til at læse en QR-kode. Hvem vil det her være problematisk for? Folk uden interesse for det mobile, nok mest ældre, og så dem, der ikke har midlerne til at skifte den ud. Til dels de samme, der bruger kodeviser – som ikke får den nye beskyttelse.
Dertil også det helt grundlæggende forhold, at det stadig kræver man ved, hvor man er. Phishing-emails er jo af stigende kvalitet (gad vide, om de bruger ChatGPT til det? Det virker, som om sproget er blevet bedre). Jeg ved ikke nok om kravene til at få og bruge MitID-validering på sider, men det er i forvejen ret svært at se, hvad der er legit. Her fra mit login på borger.dk:
Hvis vi lige et øjeblik ser bort fra, at Daidalos tog livet af sin søn på grund af sit dårlige tekniske design i en løsning, der skulle give ham adgang til noget, han ellers ikke havde adgang til, så siger denne her jo ikke noget om, hvad den er, og hvor kaldet kommet fra. Med den nye løsning kommer dialogen nok frem, når man kalder den, men det siger jo ikke noget om siden var den rigtige til at begynde med.
Hertil kommer naturligvis de allerede dokumenterede issues omkring MitID.
Så altså. Jeg synes ikke, at det ubetingeter dårlige tilføjelser, men jeg synes heller ikke, at de uden videre besvarer de åbne spørgsmål, og jeg forventer, at QR-siden vil udfordre nogen.
Medmindre det direkte er angivet i lovgivningen, kan en kommune forvaltningsmæssigt ikke kræve, at en klage skal indgives digitalt. Det grundlag er jo på plads eksempelvis med Digital Post, men man kan ikke ellers anvise den digitale tilgang som den eneste mulighed.
“En kommune må derfor ikke give borgerne det indtryk, at det er obligatorisk at anvende digital kommunikation, når dette ikke er tilfældet”, siger Folketingets Ombudsmand i en udtalelse.
Det er vigtigt at være klare på vore forpligtelser i den offentlige kommunikation.
Jeg er blevet fast kunde på AntennaPod. Jeg har lyttet til podcasts i mange år, og det tog for alvor fart, da jeg indenfor kort tid både blev hundeejer og far – og nogen skulle gås tur med. Hunden er ikke længere, drengen bliver snart 15 og jeg er en del apps længere fremme.
I early days downloadede jeg dem jo. Det gjorde man. I en del år brugte jeg Newsbeuter, et terminalbaseret RSS-program, men som også havde en (af de fleste uopdaget) funktion til at downloade de vedlagte mediefiler i et RSS-feed… Og det er definitionen af en podcast. Så lagde jeg dem over på min mp3-afspiller! Sådan nogle havde man. Jeg havde nogle stykker – af meget svingende kvalitet og anvendelighed, og dette var umiddelbart ikke relateret med anskaffelsesprisen. Og så på et tidspunkt en telefon, der kunne afspille mp3-filer. Smartphone? Ikke helt endnu… men ret kvik.
Men vi nåede til smartphones. Min første var en lillebitte Samsung-ting, hvis evne mest af alt var at crashe – men man kunne installere ting. Deriblandt en podcatcher, selv om jeg til at starte med stadig downloadede filerne.
Jeg har så brugt mange år med Doggcatcher – den var i mange år det, der kunne opdatere feeds og hente, afspille og fjerne episoder igen. Og det var det nødvendige. Lidt arbejde i at sætte det hele op til at begynde med, men så kørte det.
Men jeg har jo ønsket mig noget mere open source-y. Nok er jeg pragmatisk omkring Android (fra jordens største megacorp), og det bør jeg nok også skrive nogle tanker ned om – men jeg har under alle omstændigheder den forkærlighed. Og jeg har prøvet mig frem og fandt ikke det, jeg skulle bruge. Jeg prøvede faktisk AntennaPod engang og syntes ikke, at den nåede i mål. Men det synes jeg, at den gør nu!
Nå, nok blablabla. Nu til appen. Lad mig starte ved det ved den, jeg ikke kan lide, nemlig… Det første, man ser.
Måske giver dette her mening for nogen, men for min samling af feeds er Home-skærmen rimeligt håbløs. Det er ikke mindst, fordi jeg har en del lydbøger som kapitler – jeg er jo i gang med at forny mit bekendtskab med gamle Podiobooks. Random episode? Eh. Nej tak. Derfor har jeg i stedet sat den til at vise mine podcast-feeds, og det gør jo temmelig meget for overblikket:
Som man kan se, kommer der et tal i øverste højre hjørne på den enkelte, hvis der er landet noget nyt. Afspilning foregår på oversigten eller på en fuldskærmsvisning til i bil, for eksempel:
Jeg har som sagt den seneste tid været i gang med at genopleve nogle gamle serie-lydbøger fra den hedengange Podiobooks. Og jeg skal indrømme, at jeg har været overordentligt imponeret over kataloget, man kan fremsøge i denne her app. Det viser sig, at den søger i nogle ret omfattende databaser – Podcast Index, Apple Podcasts og Fyyd. Det er virkelig sjældent, at jeg er faldet over noget andetsteds på nettet, den ikke kan fremsøge uden videre. Man kan naturligvis også tilføje RSS manuelt – og også en lokal mappe, hvilket også er fikst:
Den har et sjovt statistikmodul. Nødvendigheden af det kan måske diskuteres, men det er lidt sjovt:
De enkelte indstillinger vil jeg ikke sige så meget om – jeg lægger billeder længere nede – men der er en enkelt ting, jeg fandt interessant: Muligheden for synkronisering af podcasts med feeds og afspilningsstatus, så man får en af de store fordele ved at kunne køre en app synkroniseret på flere enheder:
Til slut de ret omfattende indstillinger. En præcis tilpasning af hvad man gerne vil have et ret vigtig for sådan en app. Skal den opdatere automatisk? Skal den downloade nye ting automatisk? Skal den downloade, men kun når du er på et WiFi? Eller vil du i virkeligheden hellere streame end downloade? Hvordan skal den opføre sig, når der er en anden lyd-event på enheden? Det her er en app, der giver dig en del frihed til at vælge. Bemærk det sidste billede, som er indstillinger for det enkelte feed – så man kan sætte standardindstillinger i appen, og så fintune det enkelte feed bagefter, hvis særlig tilpasning giver mening.
Man kan læse mere om AntennaPod på Antennapod.org, og den kan installeres fra Play Store og F-droid. Versionerne ser ud til at følges ad.
Jeg blev gjort opmærksom på DR-opslaget DR Lyd skal være hovedindgang til DR’s podcasts.
Det kan tolkes på flere måder – men essensen er, at DR ikke ønsker at leve på de store indhegnede platforme. En bekymring er så, at de skyder over/under/forbi målet og vil lukke deres RSS-feeds for at føre trafikken til DR Lyd.
Jeg er ikke selv en stor DR-podcast-forbruger – jeg følger Brinkmanns Briks og Ubegribeligt med Huxi Bach – men jeg mener virkelig helt grundlæggende, at RSS er medicinen imod det problematiske i de platforme. Og hvis de platforme indlæser det materiale og bringer folk til DRs gode, fælles, licensbetalte ting, så er det trods alt én ting, de gør i folkets tjeneste.
Så jeg har skrevet til DR:
I forlængelse af annonceringen på https://www.dr.dk/om-dr/nyheder/dr-lyd-skal-vaere-hovedindgang-til-drs-podcasts – jeg lytter til Brinkmanns Briks på DR med et RSS-feed i podcast-app’en AntennaPod.
Jeg har kun respekt for, at DR ikke nødvendigvis ønsker at udstille sit produkt på de lukkede platforme – men jeg ønsker netop at kunne bruge denne variant for at få tingene direkte fra DR – og andre programmer direkte fra kilden.
Skal det forstås sådan, at I påtænker at udfase RSS-feeds?
For de er netop på vej tilbage, fordi brugere ønsker at SLIPPE for at leve vores medieliv på store, lukkede platforme. Det er en elegant løsning på mediedistribution.
Jeg finder det meningsløst at installere endnu en app for at kunne tilgå ting, som jeg allerede har betalt for at alle skal kunne have adgang til.
Med venlig hilsen en af kongerigets største DR-fortalere,
Morten
2 tilføjelser 21. maj 2023:
Først: Det ser ud til, at særligt Podimo har følt sig ramt af på længere sigt ikke at kunne inkludere DRs ting i deres katalog. Se DR dropper private selskaber og vil sende sine podcast på DR Lyd: Podimo kalder det unfair (Berlingske Tidende 4. maj 2023) for en sammenfatning.
Dernæst: Politiken har framet det en anelse anderledes i sin artikel fra samme dag DR fjerner populær podcast hos konkurrenter: »Det er den vej, det kommer til at gå« (Politiken 4. maj 2023). Det er en interessant vinkling – hvis man har en public service-kanal, og éns ene erklærede mål er at få tingene ud til kongerigets borgere, giver det så mening at tale om konkurrenter?
Jeg har på det sidste haft fat i Delta Chat.
Kender I det med, at man bruger en platform, som man synes er genial, men som man er den eneste, der bruger? Yep.
Programmet er overraskende nok en chat-app. Men den har et særligt twist. Vi har jo på det sidste hørt en del til den måde store virksomheder forholder sig til éns personlige oplysninger. Men kender vi en måde, man kan kommunikere på, hvor man ikke har givet det hele væk? Delta finder svaret – et uventet sted. Det der med at folk er begyndt at bruge chat, fordi email virker tungt? Den tager vi lige og vender på hovedet.
For Delta sender emails. Wow, Morten har opdaget emailklienten. Well… It is and it ain’t.
For den ligner mest af alt Telegram eller WhatsApp. Det er bare email, der er kommunikationsprotokollen! Lad os kigge på den:
Så altså, rimeligt genkendeligt.
Lad os kigge på indstillingerne, herunder de enkelte sektioner:
Men man får nogle ting foræret ved at det kører gennem email. For der er ikke en masse bøvl med filformater, for det er en protokol beregnet til at man kan klistre enhver fil fast til den. Når Delta genkender et billede, så vises det. Genkender den ikke en vedhæftning, linkes der bare til den.
Som det ses i denne video, så indsætter jeg en EPUB, nogle billeder og en PDF. Det fungerer glat:
Sidst, men ikke mindst: Hvis man ikke har Delta, er man ikke helt låst ude – for den afleverer jo bare en email:
Som jeg læser deres hjemmeside, så er Delta endnu ikke til rådighed på Google Play Store, men den kan findes på F-droid, som er en alternativ app store, den kan installeres på iOS – og der er desktop-klienter under udvikling.
Tilføjelse 22. april 2022: Man kan nu finde Delta Chat på Play Store.
Indlægget er først bragt på UforA 4. februar 2019.
Nu vil jeg ikke påstå, at jeg tidligere har hørt om Converso – men hvis jeg var faldet over den, kunne jeg godt have fundet på at skrive den på min backlog-liste over ting, jeg kunne være interesseret i at kigge på.
Imidlertid faldt jeg over artiklen Testing a new encrypted messaging app’s extraordinary claims: How I accidentally breached a nonexistent database and found every private key in a ‘state-of-the-art’ encrypted messenger – og den er farverig læsning.
En gennemgang af udtalelser fra Converso og en lang serie af Verdict: False…
Altså, det kunne jo måske være sjovt at prøve den for at se, hvordan den opfører sig, og om den er pæn – men det ser ikke ud til, at det skulle være en anbefaling…
Nu skrev jeg om Mastodon – og den er rar at bruge i web-visningen, også i mobilvisningen.
Men jeg bør også tilføje, at jeg er stor tilhænger af at bruge app’en Tusky på min lille Xperia – den gør virkelig brugerfladen væsentligt mere smidig at arbejde med.
Opdatering 11.05.2023: Jeg har jo siden anskaffet mig en OnePlus 10 Pro. Ikke en lille model – mere i retning af et fjernsyn – men stadig super-smooth at bruge Tusky.
Det er jo i forvejen nemt at dele ting mellem apps på Android, så man kan hurtigt sende ting til Tusky for en ny post.
Først bragt på UforA.dk 02.11.2022.
Det er megen skepsis i disse tider om de store sociale medietjenester. Det er begyndt at blive synligt, hvor megen datahandel der faktisk sker.
(Indskud: Siden jeg begyndte at skrive dette indlæg i går, har Elon Musk lavet en større investering i Twitter, muligvis tvunget til det. Det er der meninger om, og det gør i hvert fald ikke indlægget mindre relevant)
Men der er alternativer til de store tjenester. I nogle tilfælde er det små tjenester, der gerne vil samme sted hen som de store, men der er også nogle tjenester, hvor det er flere aktive, men hvor de ligesom klikker ind i hinanden. Federated services, som man siger. Det er altså flere servere, det kører samme slags system, men som kan kommunikere sammen – lidt ligesom du godt kan få emails fra andre tjenester end den, du bruger.
Der er flere bud på dette – jeg har tidligere haft en konto på diasp.org, som var en server, der kørte Diaspora – en tjeneste, der var tænkt som et alternativ til Facebook og, som navnet antyder, var tænkt til dem, der var på flugt fra den. Jeg kunne godt lide at bruge Diaspora, og bortset fra alt det kommercielle, så tjente den meget de samme formål og funktioner som FB. Imidlertid var der ikke ret mange af mine bekendte, der var på Diaspora, så det begrænsede mulighederne – og et socialt netværk uden et netværk er ikke rigtigt socialt. Så det nåede ikke så langt. Systemet var fint, apps var okay, det hele var sådan set klart – det var bare en ret ensom affære.
Men i de senere år er der kommet fut under Mastodon. Den minder på mange måder meget om Twitter – kortere beskeder, medier, videoer – men igen kører den på en måde, hvor man kan køre sin egen server – én selv, ens firma, ens forening, hvad der nu måtte passe. De enkelte installationer kaldes instances, som jo nok tungt lader sig oversætte til instanser? Jeg har selv en konto på mstdn.io – https://mstdn.io/@mjjzf. Selv om jeg jo så overlader mine data til en tjeneste, så er den hele vejen tænkt til, at det ikke er enten-eller – at man kan hive sine data ud og importere andetsteds, hvis det giver mere mening:
Jeg følger jo så brugere fra en del forskellige instanser med en del forskellige tilgange – men jeg kan bruge min konto til at følge og skrive til dem på tværs. Og her kommer så en del af pointen: Der er faktisk rigtigt mange (for mig) rigtigt interessante brugere! Og mange at tale med, og mine opslag kommer lidt omkring, hvis de er interessante nok. Der er klart en følelse af, at som personligt socialt medie er det ret meget en fornøjelse. Eftersom der ikke er en reklamefinansiering og aggressive algoritmer, kan man så til gengæld overse ting, der blev postet udenfor det tidspunkt, hvor jeg er vågen – hvilket også gør, at hvis man ellers var på Twitter af marketing-hensyn, så er det en lidt sløj oplevelse. Men det kan man så glæde sig over, ikke mindst lige nu hvor der er den kedelige side af en valgfest på Twitter.
Mastodon fik i øvrigt kort opmærksomhed for at være den bagvedliggende platform for Trumps sociale medie med det nok misvisende navn Truth Social, omend det afstedkom en løftet pegefinger fra udvikleren for ikke at følge forpligtelserne i licensen. Det siger om ikke andet, at man kan lave et univers med de regler og den stil, man synes om. Der er også temaer som antifascistiske kooperativer og manga-entusiaster, hvis det er den retning, man trækker. Under alle omstændigheder kan man stadig blive koblet på med folk på tværs.
Joinmastodon.org har en liste over servere, man kan blive oprettet på, og Per Axbom har skrevet en velformuleret hurtig introduktion til at komme i gang med – så er man godt på vej.
Tilføjelse 11.05.2023: Rysiek har 7. maj skrevet en artikel med overskriften Mastodon monoculture problem, hvor han påpeger det uheldige i at ende med at bruge ‘Mastodon’ som overordnet begreb i stedet for ‘Fediverse’-udtrykket – som måske er lidt slattent på dansk, fediverset, jeg ved det ikke rigtigt… men hans pointe er god nok: Dels er der andre instanser af Mastodon end mastodon.social, som nærmest på Twitter-niveau kommer til at virke som moder-/flagskibet, dels er der andre systemer, der kobler ind i dette her, og han nævner som eksempel Calckey (som jeg også har kigget på) og GotoSocial. En rimelig indvending – og hvis man er interesseret i at komme lidt mere ud i krogene, så faldt jeg også over Fedi.garden, som specifikt er beregnet til at præsentere mindre Fediverse-instanser – af den samme, som har lavet den uofficielle guide på Fedi.tips.
Først udgivet på UforA 29. oktober 2022.
Nævnte vi noget med overvågning? Anyway:
Det er jo blevet stadigt mere almindeligt at få sine nyheder og andre opdateringer gennem sociale medier. Men det er også blevet stadigt mere påtrængende med den grad, man er datahøstet – med mange forskellige formål.
Men det almindelige var jo tidligere noget helt andet – nemlig RSS – Really Simple Syndication. En standard, der er veldefineret – det er dybest set en XML-fil med en fast opmærkning, som fortæller om, hvad der er nyt – tidsstempler og links. Denne fil – en slags indeks, kan man sige – lægges online, så andre kan hente den, eksempelvis en gang i døgnet, en gang i timen eller hvad der nu passer. Det er også RSS, der ligger til grund for podcast-feeds. De enkelte feeds kan samles i en OPML-fil, som er den måde, jeg laver backups. Min egen er guld for en lille hyper-smal gruppe af folk, der har interesse for Linux, datasikkerhed og IT på beskæftigelsesområdet. En del CRM-systemer opretter automatisk et RSS-feed, ligesom WordPress har lavet et for denne side (hvilket er rart. I en fjern fortid håndskrev jeg dem, og det tager åndssvagt lang tid).
Men en forskel interessant for denne tid er, at det forærer væsentligt færre data om den person, der bruger det. Og derfor, selv om RSS er på retur, er det stadig på nogle områder overlegent – og har fortalere (her fra 2021).
Jeg vil derfor ikke blot anbefale at kigge på RSS, men dertil anbefale Read You, som jeg bruger på Android, installeret fra Fdroid. Den er – hvilket udvikleren siger højt – inspireret af Reeder til IOS. Jeg synes, at designet er spartansk på den gode måde – ikke pyntet, men effektiv. Bemærk for eksempel, at man kan deaktivere notifikationer for det enkelte feed – jeg har notifikationer på dem, som har lav volumen, og hvor det er væsentligt for mit arbejde, men med andre – med stor volumen, som jeg gerne vil gennemse et par gange om ugen – har jeg ingen orientering om, når der er nye poster. Det gør det praktisk, at jeg får vist det, der er presserende, men jeg kan vente med at åbne postkassen på det andet, til jeg har tid.
Som nævnt ovenfor spiller RSS også en rolle i at levere podcasts – mere om podcast apps senere.
(først bragt på UforA 11. november 2022, nye billeder 02.06.2023)