Hub og mesh og en stor beige boks: Personlig computer versus ‘devices’

Jeg lader mig nemt rive med af nogle slags systemer. Som jeg skrev den anden dag:

Jeg har en tilbagevendende erkendelse af, at de modsatrettede reaktioner har noget at gøre med, hvordan jeg har lært at bruge computere og online-livet, og hvor jeg er nu.

Jeg er tilbøjelig til at samle på computere. Jeg kan høre, at det lyder lidt “jeg blev lidt træt af min BMW, så jeg købte også lige en Audi”, men sandheden er jo, at jeg gerne anskaffer mig brugte ting. Og fordi jeg købte en bedre telefon, mens den gamle stadig virker, så bruger jeg den nye som den primære og den anden som en mini-tablet hjemme. Og når jeg læser forskellige blog-indlæg, taler folk om ‘devices’, fordi man bare har forskellige dimser – okay, jeg har flere, men the point stands. Det er ikke ualmindeligt, at folk i hjemmet har en computer, en tablet og en telefon, og de, der har hjemmearbejde eller skal kunne udføre deres job ude, har så ofte en arbejdscomputer og -telefon. Så 5 enheder er ikke usædvanligt.

<Nu kommer en dengang JEG var ung-sang, men hæng på et øjeblik>

Da jeg begyndte at bruge computere, så havde man 1 eller 0. Min mormor forærede mig en Pentium 75 MHz, og den var hot stuff. Ingen jeg kendte havde en harddisk på niveau med de 635 MB, jeg havde. Anyway: Man havde 1 computer. Og det var den, man lavede tingene på. Så de programmer, man stjal havde, kørte på denne ene computer. Ens filer boede dér. Hvis harddiske døde, så var det trist. Floppyerne kunne holde ens dokumenter. Hvorom alting var, så blev den maskine ligesom centrum for det, man gjorde digitalt. Og hvis man var en smule nørdet 😏, så kunne man godt bruge en del tid på at tilpasse den lige præcis, som man gerne ville have den. Og på den måde blev den et hjemligt virtuelt rum. Det var gerne en boks med en skærm – tænk noget i denne her stil:

(Via https://www.tvfilmprops.co.uk/det/2826/Beige-Windows-98-PC-Setup)

Det betød også, at da man så nåede længere frem og internettet blev en ting, så lavede man sine hjemmesider – med et værktøj eller skrev koden selv, man var enten imod Frontpage eller ikke – og så levede de filer også på den computer, og så uploadede man det til sin webhost, og så levede det online.

Det var så efter det tidspunkt, at smartphones begyndte at gøre et indtog. Jeg er ikke specielt disponeret for teknologimisundelse, men min chef havde en Blackberry Pearl, og den var godt nok også hot stuff. Det var mest bare email og kalender – men man endte jo så med apps. Og dette her app-univers har ændret på perspektivet en del.

Fokus bliver flyttet fra det, der sker på Dimsen, til de tjenester, den plugger ind i. Det er ikke nogen hemmelighed, at det nok er nogenlunde fifty-fifty, hvor meget jeg skriver på denne her side fra mobilenheder versus computere (case in point, set fra telefon 2). Ofte begynder jeg på den ene enhed – ofte smider jeg hurtigt et relevant link op fra min arbejdscomputer til senere – så kommer jeg forbi den næste enhed undervejs og færdiggør på den første eller på en helt tredje.

Men det betyder jo også, at de ting, man beskæftiger sig med, når at få adskillige stop. Og vi er ude over tanken om selve enheden. Og når man først bliver gearet ind på on the go-tankesættet, så går det ikke rigtigt længere.
Jeg har jo fra tid til anden flirtet med tanken om at håndkode ting.
Ved I, hvad det ikke er på flere enheder? Fedt. Det er ikke fedt at skulle gøre det på tværs.
Jeg tænker, at dette her illustrerer det:

Det betyder jo så også, at hvis man nu havde et godt øje til en statisk sidegenerator som Hugo, så skal det jo ligesom kunne køre, hvor man bruger det. Nuvel: De fleste af dem bruger Markdown til at skrive indlæg i, så man kunne jo godt skrive ting og smide dem i et noteprogram til publicering senere, så det er jo ikke komplet umuligt. Men man ville alligevel lave en kø til sig selv, som så skulle køres af på et tidspunkt, når man kommer til den computer, som det ligger på.

Det korte af det lange er, at man jo så som konsekvens arbejder med apps og gerne lægger data i en sky. Dette er ikke en kritik af skyer – omend jeg vil mene, at der er nogle grundlæggende forskelle på et Google Drive, en Dropbox, et Onedrive eller en hosting, som ikke er i gang med et gennemtrawle éns data enten for at sælge produkter eller at lave et AI-produkt – men det betyder, at man ikke nødvendigvis har tingene liggende på sin boks. Og måske betyder populariteten af eksempelvis Chromebooks eller den mere låste Windows S-mode, at man lærer slet ikke at forvente, at selve enheden er et omdrejningspunkt. En ting er, at styresystemet stadig kan bive tillagt mere betydning, end det behøver og fortjener (ekko af Linus Torvalds 2008), men der er stadig en stor afstand til tidligere tiders tilgang.

Min pointe er mest af alt, at man ikke får det samme forhold til sine enheder. Hvis jeg skriver det første af dette her på min telefon inden jeg rejser mig op og derefter (okay, nu) skifter til min Thinkpad x260 for at få et tastatur til en længere tekst, så har jeg også lidt halveret betydningen af begge enheder, giver det mening?
Og ikke mindst som Linuxbruger. Der var et tidspunkt, hvor man købte sin computer med Windows 98, og så kørte den det, til den eller man selv døde, men vi er nok lidt mere tilbøjelige til at lægge noget nyt ind på computeren. Jeg ved ikke, om Mac-folk har det på samme måde, men det er måske nærmest endnu tydeligere, fordi de prioriterer, at den ene enhed kan give indholdet videre til den anden. Og computere bliver – ryddet væk! De har ikke et alter, som dengang hvor computer-delen af setup’et blev omtalt som et tower, og hvor det at rydde en computer væk fra bordet ville kræve et skab reserveret til tårnet og den store, store skærm.

Selvølgelig er de her ting en konsekvens af, at ting er blevet nemmere. Der er ingen tvivl om, at det er fikst, at man kan gøre ting på tværs. I mit arbejde er der overordentligt lidt udover MS Office-programmerne (som også kunne leve i en webversion), som ikke er browser-baseret.
Måske illustrerer det også, at brugerflader er en fernis ovenpå et datasæt, og at de rigtige kræfter ikke ligger på selve computeren før, men på en server et sted. Derfor investerer man nok ikke sig selv helt i samme grad på værktøjer, som ligger lokalt på éns ene enhed og ikke kan ligge på den anden.
Så måske er det bare en konsekvens af, hvordan tingene har udviklet sig. Men jeg kan jo ikke lade være med at have et stik af nostalgi for dengang, hvor alting gik ud fra det sted, hvor man satte sig og trykkede på en startknap, hørte harddisken kværne igennem en opstartssekvens, kom igennem sin loginskærm og startede sine programmer med tastaturgenveje, som var helt éns egne.

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *