Regeringens ekspertgruppe nedsat til at granske tech-giganternes rolle og indflydelse – anført af Mikkel Flyverbom, som plejer at være værd at lytte til – har afrapporteret på deres konklusioner og kommet med anbefalinger til fremtiden.
De aktuelle temaer handler mest om børn – algoritmiske anbefalinger, profilering af børn, beskyttelse af upassende indhold som vold og pornografi, krav om højere alder i brug af sociale medier. Det diskuteres, hvordan virksomhedernes forretningsmodeller passer ind i et demokraktisk samfund.
Digitaliseringsministeren går så langt som til at sige, at Kampen mod tech-giganterne er en frihedskamp. Lidt af en kommentar, men man flytter jo ikke bare lige rundt på de virksomheder, så man må se an, hvordan anbefalingerne bliver indarbejdet i lovgivningen.
Rapporten indeholder 13 anbefalinger og er linket nederst i denne pressemeddelelse:
Tech-giganterne skal begrænses: Regeringen vil beskytte børn bedre
p.s. og mindre vigtigt: Denne her rapport har et komplet håbløst format.
Den er lavet som sider i en PDF, men ikke på en måde, hvor den kan printes, og de enkelte PDF-sider rummer 2 sider på en måde, der gør den uhåndterlig på mobilenheder.
Så man har med imponerende vedholdenhed lavet et dokument, der hverken egner sig til PC, mobil eller print.
Gode tider for webtilgængeligheds-folk.