Jeg har købt en Chromebook! Det er ikke den interessante del af historien.
Denne her fortælling bliver nok i nogle dele, så lad mig blot sige: Dette indlæg er de indledende overvejelser, hvor jeg leger lidt med dimsen.
Jeg faldt over et tilbud på Datamarked.dk, hvor jeg før har købt, lad os sige: En del. Min kommentar i det foregående indlæg om, at det er nogle typer, der akkumulerer computere? Yep, that’s it. Datamarked.dk sælger renoverede brugte computere – jeg har kun haft gode oplevelser med køb af computere og dele hos dem. Gode priser, god ekspedition, gode produkter.
Denne maskine har et par meget konkrete positive træk: Det er lidt usædvanlig hardware, og den var temmeligt billig.
Da den så landede, blev det mere tydeligt for mig, at den er – ret slick! Den er virkelig ultrabook-flad. Som det kan ses, er der dog en del kant rundt om skærmen sammenlignet med en computer, der ville lande på markedet i dag. Som man også ser er den jo ret småt bestykket – ikke så meget kapacitet hverken på RAM eller disk – men den er jo tænkt som Chromebook, så altså, så langt, så godt.
For eventuelle, der ikke lige måtte have et klart billede af en Chromebook: Det er en computer, det lever i en browser. Den ER en browser – Chrome. Alt, hvad der kan installeres på den, er Chrome-udvidelser, om de så nok så meget ønsker at kalde det apps. Men for rigtigt mange mennesker er programmet på en computer ikke voldsomt væsentlige mere – man bruger sin email, kigget på hjemmesider, skriver nøgle ting, streamer film eller musik – og det hele sker igennem browseren alligevel. Og det er, skal det vise sig, ret præcist computerens styrke og svaghed.
Når jeg siger, at den er anderledes end en maskine, der ville komme på markedet i dag, så er det, fordi denne her model faktisk blev lanceret i oktober 2014. Jeg sidder altså med en maskine, det er stærkt på vej til at fejre 10-års-jubilæum. Og lige dér lander vi i et interessant paradoks. For denne maskine er pæn (og i virkelig god stand; den må have tilbragt det meste af sit liv på hylde eller i skuffe), den er udstyret med et enormt behageligt tastatur, den starter alvorligt hurtigt op, indikerer, at den nok har lidt over 5 timers batteritid – og fortæller mig derpå som det første, at jeg lige skal være opmærksom på, at den har fået sin sidste opdatering for længst. Og fordi det er en Chromebook, betyder det både den sidste browseropdstering og den sidste sikkerhedsopdatering.
Betyder det noget? Altså, tja. Jeg ved ikke, hvor kompromitterede de så er. Ikke mindst fordi det er et system, man – stadig af samme grund – ikke kan ret meget med. Men derfor kunne det jo være rart nok, at mine oplysninger måske ikke bare flagrede alle steder hen, udover naturligvis Googles egen overvågning. Men jeg stødte faktisk ret hurtigt ind i et problem. Jeg taster denne tekst på min trofaste telefon – fordi man ikke kan oprette et nyt blogindlæg i WordPress på en ældre version af Chrome.
Jeg er godt nok ikke sikker på, hvornår computeren fik sin sidste opdatering; men man får i hvert fald en blank hvid skærm, når man prøver at oprette et indlæg. Eftersom jeg jo har anskaffet den som mest af alt som en skriveplade, så det jo ikke til meget hjælp, hvis den ikke kan, nå ja, det. Et meget specifikt problem for mig, men det er jo så også mig, der skal have glæde af den.
Og det betyder jo også – som jeg måske lidt havde en mistanke om på forhånd – at det virker nærliggende at finde ud af at installere noget andet på den. Det er der jo folk, der gør med Chromebooks. Den er som udgangspunkt beskyttet mod den slags indgreb, men der er forskellige besværgelser, det gør det muligt at få den i Developer Mode, som det hedder, når man begynder at træde udenfor de almindelige begrænsninger.
Ironisk nok er noget af det, folk gerne installerer… Chrome OS. I inkarnationen Chrome OS Flex. Det er som udgangspunkt beregnet til at installere på computere, der ikke startede deres liv som Chromebooks Men fordi den jo altså bliver løbende opdateret, så er Flex også angiveligt et populært bud på at forlænge levetiden på andre Chromebooks. Så det var jo en mulighed. Jeg er jo af natur tilbøjelig til at installere en Linux-variant på den. Og faktisk tænker jeg lidt på at videreføre Chromebook-logikken og installere et eller andet meget letvægts system og en browser og så se, om det ikke dækker behovet.
Der er et par ubekendte – jeg havde et godt øje til en af Fedora-varianterne. Men det vil jo også kræve, at den kan gennemskue hardwaren og udnytte den. Der er jo nogle tilfældige, hvor en usædvanlig processorkonfiguration lige får barberet et par timers batteritid af, fordi Linux-kernen ikke lige har optimeringerne.
Så planen indtil videre:
- Få lokket maskinen i Developer Mode
- Få den overtalt til at starte op fra USB
- Få den til at starte en Linux-installation
… og så må vi se, hvordan den opfører sig. Plan B må være at installere Chrome OS Flex, hvis det andet ikke arter sig – men det må vi så forholde os til, når jeg når til den bro/det Waterloo.
Hvad gjorde du med denne gamle Chromebook med tegra chip?
Arm Linux?
Chrome flex?
I wish.
Sagen er, at den ikke kan boote up fra andet, medmindre man justerer en sikrings-chip på bundkortet, og jeg kunne ikke finde dokumentationen på den. Som I: Jeg ved, at den findes, men ikke hvor. Så den kører desværre fortsat antikveret ChromeOS.