Den teknisk bløde mellemvare

Jeg gad vide, hvor mange der er i stammen.

Vi er de kyndige. Vi har brugt computere med interesse fra en tidlig alder. Vi har haft en tilstedeværelse online i rigtigt mange år. Vi har samlet, skilt og ombygget PCer. Vi har eksperimenteret med styresystemer og brugerflader og har obskure favoritter. Vi har fiflet med programmeringssprog. Vi har overvejet, om vi skulle have en server i et skab. Vi har et ambivalent forhold til, at systemer krævede mere opsætning før i tiden, og nu er tingene lidt lettere. Nogle af os har mange kabler, og ikke nødvendigvis til hardware, der stadig produceres. Vi har tit en del flere computere, end der er beboere i boligen, men har svært ved at medgive, at de måske ikke alle er nødvendige.

Men selv om det blev en livsstil, blev teknologi aldrig helt en karriere. Nogle fik et håndværk, andre en gerning, nogle af os… faldt lidt ind i en branche, og så blev det også fint. Men de ovennævnte kompetencer kom i spil med det, vi endte med. Man kunne være endt som fuldgyldig IT-specialist på hardware, netværk, programmering og lignende, men en bredde i interesser fik én videre væk derfra.

Jeg tror, at vi er et vigtigt mellemlag. Vi oversætter faglighed til teknikere, og vi oversætter teknik til de faglige. Vi er translatører, gesandter og ambassadører. Vi er nok tit en anelse – usynlige? Diffuse? – for vore kolleger – jeg arbejder en del med socialrådgivere og jurister, som måske fagligt står en anelse mere veldefineret, hvor det er lidt mere utydeligt, hvilke kompetencer vi checker ind i samtalen med. Men stigende digitalisering skaber også et stigende behov for det, vi møder med. Der er noget sprogligt besynderligt ved at være tværfaglig specialist. Men jeg er glad for at – og en smule stolt af at kunne – omsætte kombinationen af at være IT-specialist og fagspecialist til noget tredje, og ikke mindst med mine dygtige kolleger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *