Digital bruger

Jeg har en reaktion overfor begrebet skærmtid, som nærmest kan beskrives som mental allergi. Som om der er en kløende, sviende irritation på indersiden af hjernen. Det er det udifferentierede, jeg reagerer på.

Fix eller brug?

Jeg har tilbragt tilstrækkeligt mange år i det sociale system til at vide, hvordan det lyder, når folk forsvarer et misbrug. Og derfor skal jeg jo også checke ind med mig selv om, hvorvidt det er det, jeg er i gang med.

Børns vilkår havde en række anbefalinger – Skærmtid for børn | Skærmguiden (bornsvilkar.dk).
Herfra anbefalingerne:

• Forhold dig nysgerrigt og ikke fordømmende til dit barns digitale liv, og hav en snak med barnet om fordele og ulemper ved at bruge digitale medier.
• Vær en god digital rollemodel for dit barn, og lad ikke din egen brug af skærm forstyrre samværet med barnet.
• Sæt enkle og letforståelige rammer for dit barns skærmbrug og inddrag barnet i rammesætningen på en måde, som passer til barnets alder.
• Fokusér mere på, hvad dit barn laver på skærmen og med hvem, end hvor længe barnet er på skærm – og om det gør dit barn glad eller trist.
• Hjælp barnet med at prioritere skærmbrug, hvor barnet er aktiv, kreativ og social over passivt brug.
• Vær opmærksom på, at skærmbrug ikke går ud over andre aktiviteter, som er vigtige for barnet – fx fordybelse, fysiske aktiviteter, socialt samvær.
• Respektér dit barns ret til privatliv, når du tager og deler billeder og videoer.
• Vær opmærksom på, at streamingtjenester, sociale medier og spil er designet til at tiltrække og fastholde brugerens opmærksomhed for at tjene penge, og at børn og unge derfor har brug for hjælp til at styre forbruget.

Det virker som en sund tilgang til mig – med disse grundprincipper videre til eget liv:

1. Lad ikke digitale medier forstyrre samvær,
2. Vær bevidst om, hvordan den måde, man bruger de medier, virker på én, og om man bliver aktiv eller passiv, og
3. Vær bevidst om, at de medier er bygget til at fastholde – få øje på, hvor man bliver trukket ind.

Stimuli og fokus

Min vinkel på sociale medier er, at de generelt ikke er specielt sociale.

Jeg har brugt en del tid på Facebook, fordi mine bekendte var der; jeg har stadig en konto til et par helt bestemte formål, men jeg kommer der ikke. Det begyndte gradvist at blive mindre relevant for mig, og jeg fik mest af alt vist anbefalinger af konstant-krænkede anti-woke verdensforskrækkede mandegruppe-links. Så nej.

Twitter det samme. Det havde ligesom samme to former – jeg fik vist stadig mindre af mine bekendte og relevantes ting, og så fik jeg vist en del af det, som ikke interesserede mig – og endelig var det på en eller anden måde komplet legitimt at angribe folk ad den kanal. Så det så jeg ikke nogen grund til at blive udsat for.

Jeg bruger LinkedIn. Ikke som en fetich, som jeg fornemmer, at nogen gør. Det virker klart, som om ganske mange mennesker opfatter det at tale om sig selv – eller et tema, som looper tilbage til dem selv – som en naturlig fastboende del af arbejde og brand. Man taler med rynkede bryn om vigtigheden af den kommunikation – men det er for mig aldrig blevet mere end et lille sideanliggende med potentiale for inspiration.

Jeg bruger jo til gengæld Mastodon – jeg har en konto på danske mstdn.dk. Mastodon har jo den force at være decentraliseret – at forskellige kan have deres servere, som kan kommunikere på tværs med hinanden, ofte sammenlignet med email. Det er også et medium, hvor man ikke som udgangspunkt 1) har en algoritme-styret tidslinie og 2) arbejder med reklamer. Så de prøver ikke at vise mig noget, der ikke er mine selvvalgte interesser. Det gør det ubetinget til et sundere sted end de andre. Se mere om det distribuerede univers på Fediverset.dk.

Digitale mentale andele

Så hvad bruger jeg tiden på? Jeg installerede UsageDirect for at få et billede. Her dagen:

Jeg bruger almindeligvis mellem 2 og 5 timer dagligt med min telefon – som jeg forstår dataene, så trækker den på telefonen vækket. Det betyder altså, at når den viser 11 minutter på min podcast-app, så er det kun mens jeg kiggede på skærmen og altid kun en mindredel af den tid, jeg har lyttet til ting i dag, mens jeg ryddede op og gjorde rent. Det bliver også til… lidt. Her statistikken fra AntennaPod:

Men altså, overblik. Lidt mere tid i dag fordi det har været sløv søndag. ,I dag er det mest Fennec (Firefox på F-droid), Disney+ for det sidste The Acolyte (ikke dybt imponeret) og Doctor Who (heller ikke. De får ikke helt nok ud af Ncuti Gatwa). Så har jeg læst lidt på Kindle, brugt noget Mastodon-tid på Tusky og skrevet med gæsterne i vor familiefest i går med Messenger. De resterende apps er småting.

Det er vist rimeligt repræsentativt. Andre dage bruger jeg mere tid på ReadYou (min RSS-læser) og K-9 Mail (emailprogrammet). Når vi er hjemme, bruger jeg meget lidt SMS, men på skole- og arbejdsdage bruger jeg en del tid på Textra.

Så med andre ord

Hvad kan jeg deraf konkludere? Ingenting.

Jeg bruger tid på ting, der interesserer mig. Min telefon er min primære kanal til alt muligt. Den er avis, bog, TV, dagbog, kort, kalender, breve. Jeg ser ikke nogle problemer i de ting, jeg får ud af det.

Er det så en ode til mobilenheden? Det er jo at sætte det på spidsen. Den er under alle omstændigheder blevet en mediekanal, en hub; men den skal ikke stå i vejen for at kommunikere med min familie eller være i fællesskabet. Ville jeg kunne lægge den fra mig dagen efter? Måske nok, men som sagt har den substitueret en masse andet – så ville jeg se mere fjernsyn, tænde mere for min computer, tage flere bøger ned fra hylden. Der findes en fortælling om, at mobilenheden fortrænger gode samtaler, naturoplevelser og andre Morten Korch-fantasier – men det har aldrig været et (fra)valg hos mig, og det kan jeg ikke se ske.