Batteri: 40 mAh (hver af de to enheder), 300mAh (batteriboks)
Der har været mange ting i gang i den ydre verden, så jeg har ikke skrevet så meget her. Men én ting, man kan være sikker på som et gentagende tema: Jeg har anskaffet nogle nye earbuds.
Det er ikke mindst nu, hvor jeg har været i gang med at re-connect’e med Faithless, at det har været værd at kigge på… er den aktuelle undskyldning for det, jeg hele tiden gør.
Indtryk
Lyden er glimrende. Som jeg før har sagt, mine ører er ikke imponerende – men der er rigtigt meget dybde i lyden i de her. Samtalelyden fra mikrofonen er fin. Ikke chokerende imponerende, men det lyder ikke, som om man taler igennem en dåse som med visse andre enheder. Lyden kan blive ret høj, og med fylden i den kan det blive en god stærk oplevelse. Et lille kuriosum er, at de giver meddelelserne – “paired”, “connected” – ret højt, uanset det øvrige lydniveau. Ikke ubehageligt, men nok til at man kan blive en anelse overrasket.
Der er dog nogle ting udover det, jeg måske kunne ønske mig lidt anderledes.
Boksen er… en anelse irriterende. Den er lidt stor, og den er rund. Okay, nu er jeg måske også sindbilledet på en mand med for mange ting i lommerne, men dens format egner dig ganske enkelt bedst til at være den eneste genstand i en lomme – eller opbevaring et andet sted. Desuden har producenten besluttet sig for, at brugere har mindre fingre end mig. For det er faktisk en anelse bøvlet at få fat i enhederne og pille dem ud, fordi det lidt mærkelige Darth Helmet-agtige låg er så tæt, at det er svært at få fingrene ind og få fat:
Jeg pakkede dem ud første gang efter købet, da jeg var på vej hjem med toget. Fordi de er små og glatte, gled den første prompte ud af fingrene på mig og faldt ned under sædet i det overfyldte sene eftermiddagstog. Hvis ikke et venligt og hjælpsomt ungt menneske havde fisket efter den, var bekendtskabet med de her endt en halv time efter at de var købt.
Opladning er, som det ofte er – der er en enkelt LED på boksen. Det virker således:
Og det er jo good-not-great. Mine JBL Tune 130NC-earbuds viser, hvor meget strøm der er tilbage på opladeboksen, og de her viser jo kun, når det er ved at gå galt.
Betjening
Disse her har ikke knapper, men et berøringsfølsomme. Det er jo ikke min favorit-facon – jeg kan godt lide knapper, hvor jeg kan mærke, at de bliver trykket ind, og jeg er ikke fan af noget, jeg kan komme til at strejfe med uønskede resultater. Og de er kun følsomme i den øverste halvdel af “staven”, så man kan komme til at berøre dem for lavt og ikke få det resultat, man ønskede og ventede. Det er særligt relevant ved kombinationerne, hvor man kan ramme en del ved siden af – og dem er der rigtigt mange af:
Jeg har i hvert fald et par gange prøvet at pause lyden og er endt med at skrue op eller ned i stedet. Det bliver jo nok mindre, når man vænner sig til det.
Konklusion
Det er et godt produkt, kvalitetsmæssigt. God lyd, ganske fint på batteri. De var på tilbud til 349 spir, hvilket er en ret fin pris. De var angiveligt sat ned fra det dobbelte, og det havde været i overkanten. Jeg har kun set det her mærke FEEL hos Power, så jeg ved ikke, hvad de ellers kan. De lader til at have lidt af hvert i høretelefoner og højttalere. Jeg kunne ikke finde en hjemmeside på dem, blot den spartanske vejledning. Jeg kunne som sagt ønske mig, at boksen havde en lidt anden udformning, men det virker faktisk, og enhederne sidder fint i boksen, når man lige har regnet retningen ud.
De kan sagtens være de daglige, og endda også til samtale. Som jeg før har sagt, er der gerne en del vej (og budget) fra god lytte-lyd til god tale-lyd – og jeg synes, at FEEL Buds 300 kan indfri begge behov.