En bekendt anbefalede artiklen Debunking the 6 biggest myths about ‘technology addiction’ af Christopher J. Ferguson, som er professor i psykologi på Stetson University.
Nu er artiklen jo allerede nogle år gammel – den er fra 2018 – så der kan være sket en del i forskningen om det afhængighedsskabende ved teknologi. På det tidspunkt var det almindeligt at sammenligne det med narkotika i sin vanedannende effekt på hjernen.
Artiklen er blevet til i forlængelse af forfatterens kritik af Gaming disorder som en formel diagnose hos WHO.
Han medgiver, at hjernen stimuleres på samme måde som alle andre ting, der hiver én med: Dopamin. Men skalaen kan ikke sammenlignes. Artiklen udstiller denne sammenligning:
Han angiver, at omkring 3% af gamere udvikler en adfærd, der må beskrives som problematisk – og at det gerne er mildt problematisk og går i sig selv med tiden.
Og så beskriver han fokus som skævt:
Most of the discussion of technology addictions suggest that technology itself is mesmerizing, harming normal brains. But my research suggests that technology addictions generally are symptoms of other, underlying disorders like depression, anxiety and attention problems. People don’t think that depressed people who sleep all day have a “bed addiction.”
– Christopher J. Ferguson
Det giver derfor i hans optik bedre mening at sammenligne med andre ting, der udløser på samme vis og drager folk ind. På samme vis afviser han teknologiens effekt på depression og de selvmordstruede.
Som sagt er der gået en del tid, siden artiklen blev udgivet, så jeg ved ikke, om forskningen har flyttet sig; og man må også anerkende, at børn og unge befinder sig i en sanse-beskydning, som bliver faciliteret af at være koblet op konstant. Men konklusionerne om, hvordan dopamin-skuddet kommer – og hvilken skala det har og ikke har – giver anledning til eftertanke.