Da verden var yngre, og vi sidst var frustrerede over de store teknologi-platforme – det var måske i virkeligheden mest bare Facebook, der fyldte i landskabet i 2010 – blev den sociale medieplatform Diaspora* (du behøver ikke at kigge efter fodnoter, stjernen er en del af brandet) og det tilhørende Diaspora Foundation.
Selv om det ikke står så skarpt i den almentkendte historie, så var Diaspora en big deal i 2010. Det var der næststørste Kickstarter-projekt på den tid og stampede omkring $200.000 op. I forhold til at det var 3 studerende nørder, der stod bag det, fik det imponerende vind i sejlene.
Altså, på det rent praktiske plan: Diaspora-platformen kunne (og kan; seneste version af systemet er fra sommeren 2024), hvad den skal. Den var både tænkt til kortere og længere indlæg og var derfor også et alternativ til en blog – eller måske mere præcist, en blog med indbagt socialt netværk. Et indlæg kan have grundlæggende formatering, links, billeder og citater (blockquotes), så altså på det tidspunkt (og nu?) teknisk mere raffineret end Facebook. En ting, som jeg husker at finde enormt fikst, var aspekter – en måde at kategorisere sine kontakter på, så man eksempelvis kunne dele børnebilleder med dem, der var markeret som Familie og professionel inspiration med dem, der var markeret som Arbejde.
Man kan oprette egne aspekter og selvfølgelig gøre det mere findelt efter sine nørdede interesser – og så kan man tildele flere aspekter til en kontakt.
Men Diaspora har en anden ting, som er væsentlig, og som ikke fik nok anerkendelse: Det var federated før Fediverse var en ting. Man kunne altså lave sin egen server – en Diaspora pod – og oprette sine brugere og derigennem få kontakt til andre brugere på samme server eller andre.
Det var og er ikke ukompliceret – men de fik det op at stå, og det virkede. Deres tre principper er decentralisering, frihed og privatliv:
Der sker selvfølgelig jo så alligevel det samme som i fediverset. De mennesker, man er interesseret i, er ikke nødvendigvis tilstede. Og måske vil man gerne, men man kender ikke nogen på stedet.
For mit vedkommende var det en transition fra webfora og Google+ – så jeg kendte i forvejen en del brugere, der skiftede over. Og det kan man jo være heldig med – ikke mindst fordi jeg jo så taler med mennesker, som jeg aldrig har mødt, men som jeg faldt i snak med for over et årti siden og lige siden har sat pris på. En del af dem er på Mastodon nu.
Men for dem, der er på de bredere sociale medier, så er oddsene for at finde éns forbindelser en anelse uberegnelige.
Så hvorfor nu en sang om Diaspora ud af det blå? Det er ganske enkelt, fordi jeg er ramt af en Irma-agtig nostalgi, fordi jeg fik at vide, at Diasp.org, som jeg brugte, er ved at lukke ned. Meldingen er, at den lukker ned 1. april. I et blogindlæg fra december annonceredes nedlukningen; det fremgår, at det var tænkt mest som et demo, fordi det havde vist sig mere omfattende at køre en server selv på egen hardware, end initiativtagerne først havde tænkt. Nu er diasp.org en af de længstlevende Diaspora-servere – og står jo så også for nedlukning. Det er trist – men samtidig må jeg jo anerkende, at jeg ikke har overrendt den de seneste år (ja, det var der, Irma-analogien opstod). Det føles, som om indehaveren er nået til afslutningen med sit projekt – ikke så meget fordi folk forlader den. Men vejs ende er vejs ende.
Ironien er jo, at det føles, som om tiden er nu! Fedivers-tankegangen har større fremdrift nu, end den nogensinde har haft. Diaspora har måske lidt under en idé om, at serveren ikke var mere kompliceret end at en masse brugere bare, sådan, kunne køre den. Og det virker instruktivt i forhold til hvordan vi skal tænke eksempelvis Mastodon. Dengang vi var på det højeste af diskussionen om Diaspora, talte vi også om FreedomBox, hvor enhver kunne køre deres lille hjemme-server-boks. Chat, wiki, mailserver og sådan noget. Jeg boede i New York på det tidspunkt, og vi gik til møder, hvor det blev diskuteret. Jeg hørte Eben Moglen fra Software Freedom Law Center blive næsten lyrisk om – friheden.
Men mange af os var ikke SÅ dygtige. Altså, vi har gang i mange ting. Men tingene kan også virke nemmere, end de er. Jeg har denne blog på en WordPress-installation på en server, jeg her købt plads på. Når jeg skal opdatere den, så siger den „Hey, der er en nyere version‟, og jeg trykker på „yessir‟-knappen, og så virker det. Det er snart mange år siden, jeg har rigtigt knækket sådam en side. Jeg er endda blevet voksen og tager backups. Men det er en sandhed, at hvis den står af, så er det fifty-fifty, om jeg kan reanimere den igen.
Så vi kan få meget til at køre, og på egen maskine. Men det er krævende – på flere måder: Kompetence, personligt overskud og økonomi til det er starten af det; hvis man så åbner det for andre mennesker, bliver man også pludseligt juridisk ansvarlig for, om folk kan opføre sig ordentligt, og man skal aldrig undervurdere en brugers evne til selv at ødelægge ting (og det siger både med rige erfaringer som bruger og administrator).
Så derfor sidder vi her og siger farvel til en tjeneste, som der var glæde og optimisme i på et tidspunkt. Den er blevet erstattet af andre siden. Men den lærte lektie er, at mani den ene ende af spektret kan ofre alle sine personlige data til de store platforme – eller vi kan køre det selv eller fra frivillige, samle det med gaffertape og delsen, og måske kan det lykkes. Der er et økosystem på mange niveauer, vi skal investere i – tid, interesse, viden, hjælp til andre, og endda rigtigt ægte penge.
Investere i fællesskabet. Hvor spredt det end opstår.
Højt spild
@mj-j godt indlæg. Og ja… Små 5 personers instanser vil ikke vare ved. Men det er interessant hvor balancen går.