Som jeg nævnte for nylig, har jeg to telefoner: En OnePlus Nord 4 og en Samsung S24 Ultra. Da nævnte jeg, at det faktisk var ret svært at vælge, hvad der var det gode valg, fordi de begge er rigtigt fine på hver deres måde.
På det seneste har jeg været en anelse ambivalent over brug af en enhed, der indeholder alt. Det er ikke mindst fordi der har været nogle samtaler, som har været trælse og påtrængende. Jeg har naturligvis besvaret dem, når jeg selv har været gearet til dem – men de er kommet af kommunikationskanaler med seriøse notifikations-popups. De trætter mig at blive mindet om konstant.
Som jeg tidligere har skrevet om, så er jeg ikke helt solgt på begrebet skærmtid, og det er sådan set ikke det, der her handler om – på nær måske det undersæt af problemstillingen, som handler om, at mange bliver stressede over et underforstået krav om hurtig reaktion. Det er ikke FOMO så meget som bare en forventning om, at éns mobiltelefon er en forlængelse af éns arm.
Jeg er, tror jeg, ikke specielt nostalgisk anlagt – men nogle gange tænker jeg på, at min barndom betød, at man fik breve i sin postkasse og telefonopkald på den telefon, der sad i væggen. Der blev ikke ringet, med mindre der var et konkret behov, og breve kunne man svare på, når det var passende.
Jeg er for nylig faldet over Thomas’ tanker om at have to telefoner (opsec45.dk). Hans dagsorden var en anden – at en række apps som bank, MitID, Digital Post og lignende er koblet op på Googles sikkerhedsfunktioner, som gør det nødvendigt at installere fra Google Play Store og ikke alternative app stores med en sundere filosofi og forretningsmodel – men det fik mig alligevel til at tænke på, om jeg skulle prøve to separate varianter: Én med en stor og én med en lille pakke – samtidig.
Det kobler også op til sådan noget som den glæde, jeg har af min Kindle, som ikke uden videre kan andet end at bruges som læseplade, og så var der nyligt en samtale om WriterdeckOS – et system, man kan lægge på en computer, som kan bruges som skrivemaskine, men som lever helt offline og gør den PC 100% til en skrive-enhed. Der er inspiration at hente i single-purpose devices.
Basistelefon og edutainment-phablet
Hvis man nu tog OnePlus-telefonen, lagde SIM-kortet i den, importerede opkald og SMSer med gode, gamle SMS Backup & Restore Pro, så var der en basal kommunikations-telefon. Hertil ville jeg så nok tilføje Firefox med FFUpdater og Lithium Pro til at læse e-bøger på. Måske AntennaPod til podcasts og Tusky til Mastodon?
Så ville jeg i hvert fald have de ting inde, som kunne lægge en basis. Det ville gøre, at jeg kunne have de ting i min lomme, klar til brug.
Dertil kunne jeg så have Samsung-telefonen med dens mange, mange apps, som jeg så kunne tage frem og bruge, når der var brug for den store pakke – og checke et par gange om dagen for at se, om der var landet noget, jeg skulle tage stilling til, skulle se noget på en streaming-tjeneste og så videre. Jeg kunne få en eSIM til den, så den var klar – og den kunne så leve i min taske.
Jo mere jeg tænker over det, jo mere tiltaler det mig med kombinationen af en mini- og en maxi-telefon.
Jeg har jo nogle gange været fristet af tanken om at få en old-schooler som basis-telefon – f.eks. en Nokia 8210 4G – men jeg fornemmer også, at jeg ville blive irriteret over, at den ikke havde de ting, jeg gerne ville, og så skulle jeg alligevel have den anden frem. Det her føles mere robust.