Angry Birds-velstand og samfundskritisk legetøj

Jeg har i mine dims-indlæg tidligere antydet, at jeg har et nærigt prisbevidst forhold til dimser. Jeg har også lyst til at udskifte min telefon. Som virker. Jeg skriver det her på den.

Jeg har på det sidste tænkt på den særlige mentale dissonans, der omgiver mobilenheder. Hvis man taler med et barn om at anskaffe den første telefon, så virker det som et behov, som et krav. Men barnet vil også fortælle, at pointen er at spille og se videoer. I Android-verdenen vil det nok betyde mellem 2.000 og 4.000, og i Apple-verden et par tusind oveni eller dobbelt op. I praksis får børn tit forældrenes aflagte, men det betyder så også, at de forældre går ud og lægger en stak penge for en ny til sig selv.

Da mine børn var små, spurgte de tit “er det meget? Er 150 kroner meget? Er 150 kilo meget?” – og jeg måtte svare, at det kommer an på sammenhængen, inden vi kunne loope tilbage til diskussionen – ja, 150 kilo var meget, hvis det var mig, men ikke, hvis det var en giraf. 150 kroner er meget at bruge på toiletpapir, men en god pris, hvis jeg får 8 pakker.

Hvor mange andre sammenhænge oplever man, at man bliver spurgt, om børnene ikke må få et legetøj til fire tusind, og man tænker, at det er måske en meget fin ide – eventuelt fordi man så selv kan bruge seks? Man kan give sig selv mange undskyldninger – så lærer børnene at blive digitale, eller andet komplet virkeligheds-frakoblet vrøvl – men det ses som funderet. Mobiltelefon = behov. Fordi det er sådan, vi voksne selv ser det.

De fleste mennesker med lav indkomst, jeg har anledning til at støde på, ejer en iPhone. Jeg er med på, at man ikke behøver at købe topmodellen på lanceringsdagen, men det har jo stadig betydet, at det var en prioritering i deres liv at have råd til. Og i en sådan grad i befolkningen, at man fra den offentlige side har valgt at basere kritisk infrastruktur på mobilapps. MitID siger noget om en moderne forventning. Legetøjet er blevet til en del af samfundets byggesten. Jeg har for ikke så længe siden deltaget i velkomstsamtaler med ukrainske flygtninge – og det var meget tydeligt, hvor meget de obligatoriske dele af at, nå ja, indgå i samfundet, var koblet op på en mobilenhed, som holder MitID, Digital Post og bank-login’et. For ikke at tale om, at det er den eneste livline til dem, de har efterladt derhjemme, eller som er spredt ud over kontinentet.

Det, jeg reagerer på, er nok den korte distance mellem værktøjet og legetøj. Seriøsitet og modenhed.
The Byte havde sidste år en artkel om Amazon Echo. Amazon havde en idé om, at det kunne revolutionere måden, man interagerede med, nå ja, alt muligt.
Men ejerne bruger den til at fortælle klokken og agere æggeur. Som en af de produktansvarlige siger, “We worried we’ve hired 10,000 people and we’ve built a smart timer”. Man har brændt 25 milliarder dollars af på “home devices”. Mener jeg “investeret” og “millioner”? Nej. Virkelig ikke.

Hjemmesiden Killed by Google fortæller om de forskellige ganske mange projekter, som Google har startet op, hypet, mistet interessen for og aflivet igen.
Men Google er fundament for Android. Og lige nu er Android et af de systemer, der underbygger samfundet med eksempelvis MitID og Digital Post.
Simon Justesen skrev i forgårs et indlæg på Mastodon om Adgang for Alle.
adgangforalle.dk er – var – en hjemmeside om tilgængelighed, som Digitaliseringsstyrelsen stod bag.
Men den er nedlagt. For man tænkte, at de store platforme jo alligevel kan ALT MULIGT.
Det kan man tænke meget godt om. Men faktum er, at man har nedlagt Adgang for Alle, fordi man ikke længere mente, at det var den offentlige opgave at sikre adgang for alle. Man har sneget sig rundt om det hele ved at lovgive om webtilgængelighed. Det er bare ikke helt det samme som at sikre sig, at tingene virker som ønsket hos de velsignede leverandører. Nok har Microsoft skattely i Irland, men det er stadig som at jonglere våd sæbe at kunne garantere, at de leverandører kan følge de europæiske regler og intentioner.

Jeg kan godt se, hvad det er jeg skriver. Jeg ved godt, at det hele looper tilbage til techgiganter, som har et fokus på at sælge. Nej, der er ikke brug for et genstandsled i den sammenhæng. Det virker ikke vigtigt, hvad man sælger og til hvem. Og ærligt talt: Pengene er såmænd nok mindre i værktøj end i legetøj, ikke? Medmindre man sælger Office 365, men så er prisstigningerne stadig ikke relateret til noget relevant.

Jeg vil runde af med at henvise til den aktuelle regering. Mere specifikt til ekspertgruppen om techgiganter. De er nyligt kommet med nogle anbefalinger. Men peger de samme retning om den måde, man har håndhævet?
Her er principperne, der skulle diktere tilgangen til teknologi.

1. Der skal være overblik over tech-giganternes indflydelse på den digitale infrastruktur
2. Data skal gøres tilgængelig på måder, der kan gavne og styrke individet og fremtidens samfund
3. Alternativer til tech-giganternes tjenester skal kunne opstå og vokse sig store
4. Ingen skal være tvunget til at bruge tech-giganternes tjenester for at få information og deltage i sociale, kulturelle og demokratiske fællesskaber
5. Den offentlige sektor skal ikke være afhængig af tech-giganternes tjenester
6. Danske uddannelsesinstitutioner skal være fri fra kommercielle tech-giganter
7. Tech-giganternes platforme skal være et trygt sted at handle

Kilde: Tech-giganters rolle som digital infrastruktur. Digitaliseringsministeriet, december 2024.
Lokal kopi af rapporten fra ovenstående link nedenfor.