Linuxvarianter og motivforskning

Folk er frustrerede over de store teknologivirksomheder, og nogle brugere vil gerne prøve noget andet.

Vent, har jeg ikke skrevet dette her i 2010? Under alle omstændigheder ser jeg også genoplivning af samtalen om, hvilken variant – hvilken Linuxdistribution – der er det rette for de interesserede. Hvad skal man bruge?

Det kommer ikke til at ske, eller kommer i hvert fald ikke uden videre til at lykkes. Det kræver en vis reflektion over, hvad man egentlig skal og vil. Men i forhold til hvor mange Linux-brugere man har været med til at introducere, så er der måske nogle brugbare erfaringer.
Og derfor vil jeg snakke om motiver i dag.

Der er nogle varianter, som de nysgerrige melder sig med –
Nogle interesserede vil gerne have noget, der ligner det, de bruger, men ikke er det, de bruger. De har en forbindelse til den konceptuelle model i det, de bruger.
Andre vil gerne have noget, der er noget helt andet. De er kørt fast i modellen på det, de bruger, og vil væk – tit langt væk.

Der vil være mange, der indleder en samtale med “jeg har allerede prøvet Linux” – og der vil komme et og eller et men efter det. Men den store fordel og ulempe er, at der er SÅ mange variationer i brugerfladen, man kan prøve! Og det betyder selvfølgelig også, at det kan være svært at få en mere præcis fornemmelse af, hvad man har mellem hænderne.
Derfor tænker jeg, at det giver bedre mening at tale om hvorfor man kigger på alternativer, og hvad man godt kunne tænke sig at få ud af det. Motiver og mål.
Bemærk i den anledning i øvrigt, at mange af brugerfladerne stadig kan installeres på en anden Linux-variant også – så hvis du har sympati for den ene distributions visuelle stil og den andens fællesskabsånd – så kan det formentligt kombineres. Den har lag! Som en kage.

Lad os i øvrigt smide prisen på bordet med det samme: Linuxvarianterne og software, de selv udstiller, er almindeligvis gratis, medmindre man køber en supportaftale til at supplere med. Det er muligt at købe og installere – Steam har Linux-installationer af spil, for eksempel, og dem køber man jo. Men man kommer i hvert fald grundlæggende i gang gratis.

Det samme, men ikke det samme

Forestil dig, at du er i de indledende stadier fra at skulle videre fra eksempelvis Windows.
Allerede det kan man være af adskillige grunde. For tiden går det op for mange, at opdateringerne til Windows 10 hører op inden længe, og at der bliver presset på for at få Windows 11 ind.
Måske kan du faktisk godt lide Windows 10, men bryder dig ikke om 11 – eller du har en computer, der ikke kan køre den af hardware-årsager.
Så du vil kigge efter noget, der ligner og opfører sig på samme måde.

Det er der Linux-varianter, der kan et godt stykke ad vejen.
Bruger du Firefox eller Chrome i forvejen? Det vil du kunne.
Bruger du PhotoShop til dine billeder eller FL Studio til at lave musik? Det vil du ikke kunne – for de virksomheder laver ikke en Linux-variant. Så nogen kommer til kort med det specialiserede.

Her fra Linux-varianten Mint med brugerfladen Cinnamon:

Som man ser, opfører den sig genkendeligt. Browser, tekstbehandling og filhåndtering ligner noget, man kan genkende, og menuen er ikke SÅ fremmed. Hæng dig i øvrigt ikke i farverne – det hele kan sættes med farvetemaer. Endelig er der software-programmet – hvor man kan installere programmer fra. De populære Linux-varianter kommer med det grundlæggende, man skal bruge – browser, email, kontorpakke (typisk LibreOffice, men der er at par variationer), let billedhåndtering, musik- og videoafspiller – så man kan komme i gang. Så kigger man i software-programmet og ser, hvad det kan bringe – på billedet ovenfor ses eksempelvis GIMP til lidt mere avanceret billedbehandling og Ardour til lydredigering.

Virkelig, virkelig ikke det samme

Andre vil være klar på at få nulstillet det hele totalt. Animerede vinduer, en brugerflade komplet styret med genvejstaster – det kan blive lige så nørdet, fjollet og fedt, som man er til.

Mange af dem, der gerne vil noget helt nyt, er dybt nørder. Giv mig det hele, giv mig kommandolinjer, giv mig noget, jeg kan programmere inde i. Og de kan også få det hele ud af det – men de skal ikke have samme anbefaling. De kan tilpasse alt i Windows, men skal videre med stort V.

Da jeg selv for alvor begyndte at bruge Linux på mine maskiner var jeg dybt inde i at få det hele ud af gamle PC’er. At kunne få gammelt jern til at opføre sig moderne ved at installere et system, der skal bruge næsten ingen processorkraft og RAM, var jeg utroligt inspireret af. Jeg havde ligesom fået det ud af Windows, som jeg kunne – så nu var det nye jagtmarker, og her kunne jeg virkelig hive alt ud af systemet, som jeg ikke havde brug for, så den ikke behøvede at bruge kræfter på hele tiden at checke, om nogen havde sat en netværksprinter til netværket eller en scanner til PC’en – eller hvad der nu kører i baggrunden på en maskines styresystem.

Men for nu, brugerflader. Desktops, som man siger. Det meste er selvfølgelig programmer i vinduer – men der er stadig en rigdom af variationer i det tema.
Her et eksempel på brugerfladen Gnome 3 på Linuxvarianten Fedora:

Som det ses her er værtøjslinien i toppen – i stedet for en menu er der et overblik af apps, hvor man så kan kalde menuen for alle programmer i bunden. Når man er i overbliksvisning, kan man taste navnet på det program, man gerne vil starte; software-programmet er lidt anderledes end Mint, som blev vist ovenfor – og endelig er der mulighed for at bruge flere skriveborde på én gang, så man kan have et mere præcist fokus på de forskellige ting, man har gang i.

Under alle omstændigheder, forventningsafstemning af det forudsigelige

De senere år har budt på lidt ændringer i den måde, man bruger computere på. Populariteten af Chromebooks har vist, at man alligevel kan tilpasse sig lidt. Sådan én er dybest set en browser pakket ind i en browser.
Men browsere udgør jo så også langt det meste af, hvad man bruger sin computer til i 2020erne! Og meget foregår på mobilenheder – rigtigt meget.
Jeg har underskrevet alt om skilsmisse, ægteskab og huskøb på min telefon (hvilket stadig hver gang føles en anelse antiklimaktisk, hvis jeg skal være helt ærlig).

Under alle omstændigheder har verden bevæget sig en anelse, siden man havde én computer i huset, den var en stor beige kasse, der stod ét bestemt sted i huset, sad fast i væggen konstant – og kørte det system, den blev købt med, til den skulle afskaffes.

Med en Linux-variant har du alle de moderne bekvemmeligheder. For mig har det altid givet et rigtigt godt kompromis mellem genkendelighed af de ting, man skal bruge, og samtidig også tilpasningsmuligheder, hvis man ønsker det. Og hvor det for et årti siden ikke just var en æstetisk åbenbaring, synes jeg, at de mest udbredte brugerflader er ret raffinerede.

Friheden til at vælge – og at prøve først

Jeg boede i New York i en periode i 2010. Vi kiggede efter noget at bo i, og vi kendte kun de mest kendte stednavne. Det var svært at finde noget at bo i, som både var ordentligt og betaleligt.
Vi fandt det rigtige efter en samtale, hvor vor ejendomsmægler sagde “If you are feeling slightly more adventurous, I may have something for you”. Og sådan fandt vi vor lejlighed i Bay Ridge, Brooklyn.
Det er det punkt vi er nået til her: Hvis du har lidt eventyrlyst, kan det ende et rigtigt godt sted.

Der er så et party trick, som man kan med Linux-varianterne:
Man kan prøve dem uden at installere henover det, der er på éns computer i forvejen!
Så man kan eksperimentere uden at miste de ting, man har.

Det kunne jeg sige noget om – men så er vi ovre i en teknisk vejledning. Den tager vi en anden dag.
For nu: Tænk over, hvad der gør dig nysgerrig efter at prøve noget andet, og hvad du kunne tænke dig. Kast et blik på eksemplerne ovenfor.
Så kan vi tage løsningen bagefter. Der vil være noget, der virker.